Laserbehandling

Lichen Sclerosus er en kronisk hudsygdom, som ofte påvirker kønsområdet og kan forårsage betydeligt ubehag, herunder kløe, smerte, og i værste fald udtynding og ar dannelse af huden. Traditionel behandling inkluderer typisk lægeordinerede steroider- og fedtcremer, men mange patienter oplever stadig hyppige udbrud og ubehag.

Hvordan virker laserbehandlingen?

Gigalaser bruger lysbølger til at reducere inflammation, fremme heling og lindre smerte. Behandlingen er skånsom og non-invasiv, og kombinerer tre typer lys:

  • Blåt lys (405 nm): Mindsker bakterievækst og lindrer overfladisk inflammation.
  • Rødt lys (660 nm): Stimulerer kollagenproduktion og forbedrer blodcirkulationen.
  • Infrarødt lys (808 nm): Går i dybden og reducerer kronisk inflammation.

Fordele ved behandlingen

  • Symptomlindring: Blåt lys reducerer bakterievækst og mindsker kløe, mens rødt og infrarødt lys reducerer inflammation og smerte.
  • Færre udbrud: Regelmæssig brug af Gigalaser kan potentielt reducere hyppigheden af udbrud ved at forbedre hudens generelle tilstand og reducere inflammation.
  • Forbedret heling: Rødt og infrarødt lys fremmer vævsregeneration og forhindrer ar dannelse, hvilket er essentielt for at bevare hudens struktur og funktion.

Erfaringer og anbefalinger

Mange af vores egne patienter og i studier har oplevet betydelig lindring af symptomer og færre udbrud efter at have inkluderet Gigalaser i deres behandlingsplan. Antal af behandlinger og intensitet af dem er individuel. Det er vigtigt at være forberedt på, at efter den/de første par behandlinger, kan udbrud forekomme, fordi det hele stimuleres. Det vil efterfølgende aftage og lindringerne/forbedringerne vil komme. Herefter vil behandlingerne være efter den individuelles behov, og kan f.eks. sagtens være med måneders mellemrum. Det er dog vigtigt at understrege, at laserbehandling bør ses som et supplement til, og ikke en erstatning for, medicinsk behandling. Samråd med en hudlæge eller speciallæge er afgørende for at fastlægge den mest effektive behandlingsplan.

Videnskabelig understøttelse

Flere studier har vist, at kombineret brug af forskellige lysbølgelængder kan have en positiv effekt på inflammatoriske hudsygdomme, herunder Lichen Sclerosus, og kan derfor være effektiv som et supplement til standardbehandlingen heraf. En systematisk gennemgang fandt, at laserterapi kunne forbedre symptomer som kløe og smerte, samt øge patienttilfredsheden uden alvorlige bivirkninger. Lavenergi laserterapi (LLLT), som Gigalaser benytter, er veldokumenteret for sine antiinflammatoriske og helende egenskaber. Selv om yderligere forskning er nødvendig for at fastslå de præcise mekanismer, er det klart, at lysbehandling kan spille en vigtig rolle som et supplement til traditionel medicin?(MDPI, ASLMS).

Kilder

Laserterapi for vulva Lichen Sclerosus

American Society for Laser Medicine & Surgery (ASLMS)

Viden om laserterapi (Powermedic)

Forfatter Helene Bach Ørvad, FitMom Aalborg, marts 2025


Easy Laserterapi

Har man rifter eller sår, der har svært ved at hele, kan man forsøge med Easy Laserterapi.

Behandlingen har været anvendt i USA og Sverige siden 1970’erne og er så småt ved at blive udbredt herhjemme også.

Laser er en speciel form for forstærket lys, der er ensrettet, velordnet og koncentreret. Laserlyset trænger dybt ind i vævet, øger blodcirkulationen og stimulerer derved den enkelte celle til at sætte gang i den naturlige reparationsmekanisme, så sår og rifter heler hurtigere. 

Selve laserbehandlingen er smertefri og kan i nogle tilfælde opleves som en svagt prikkende fornemmelse eller varme. Man behandler typisk med 10-20 minutter 1 gang om ugen over en periode på 6-8 uger. Der er ingen bivirkninger, dog kan nogle patienter opleve en forøget irritation, uro og murren i det behandlede område, som aftager i løbet af 12-24 timer. For gravide, epileptikere samt hjerte- og cancerpatienter er der visse områder, der ikke bør behandles. Spørg derfor din læge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du kan bruge behandlingsformen.

Efter operation af kvinder med LS, har man også forsøgt sig med Easy Laser for at fremskynde ophelingen og med gode resultater.

Der findes i dag flere typer laserbehandlinger, som undersøges og anvendes i forbindelse med Lichen Sclerosus. Fælles for dem er, at de kan give symptomlindring og bedre livskvalitet, men de er ikke helbredende for sygdommen.
 
Soft Laser / LLLT (Low Level Laser Therapy / Photobiomodulation)
 
Denne form for lavenergi-laser arbejder med rødt, infrarødt og nogle gange blåt lys. Behandlingen kan øge blodgennemstrømning, dæmpe inflammation og støtte vævsheling. Studier viser, at LLLT kan lindre symptomer som kløe, smerte og svie og give bedre livskvalitet.
 
Fraktioneret CO₂-laser (f.eks. MonaLisa Touch)
 
En mere intensiv laser, der laver mikroskopiske “sår” i slimhinden og dermed stimulerer regenerering, kollagenproduktion og fugtighed. Flere studier peger på forbedret elasticitet og mindre smerte/kløe. Behandlingen tilbydes primært i private klinikker, og dokumentationen er endnu begrænset.
 
Opsummering:
Laserbehandling kan for nogle give lindring af symptomer som tørhed, kløe, smerte og rifter samt støtte vævsregenerering. Der er dog forskel på tilgængelighed, dokumentation og pris.
 
Vi anbefaler altid, at du taler med din egen læge eller gynækolog om, hvorvidt laserbehandling kan være relevant i forhold til netop din sygdom.


Dine overvejelser

Hvis du overvejer laserbehandling som supplement til din behandling af Lichen Sclerosus, anbefaler vi fra Lichen Sclerosus Foreningen at du overvejer følgende:

  • Konsultation: Tal med din læge eller specialist om, hvorvidt laserbehandling passer til din situation.
  • Supplerende behandling: Forstå, at laserbehandling supplerer – den erstatter ikke din medicinske behandling.
  • Forventninger og forløb: Drøft, hvor mange behandlinger der kan være nødvendige, og vær opmærksom på, at symptomer midlertidigt kan forværres før de forbedres.
  • Ricisi og bivirkninger: Spørg ind til mulige bivirkninger som midlertidig rødme eller irritation.
  • Klinik og udstyr: Vælg en klinik med erfaring med Lichen Sclerosus og en klinik, der har det nødvendige udstyr.
  • Økonomi og opfølgning: Overvej omkostningerne (der er som hovedregel tale om egenbetaling), og planlæg løbende evaluering af behandlingsresultaterne.