FORENINGEN » Lichen Planus » Tips imod kløe

Tips imod kløe

Hvis huden er dehydreret og tør, oplever patienter med LP ofte kløe i det område, hvor deres LP er aktivt. Huden kan føles irriteret, tør og ru med en prikkende og sviende fornemmelse. Hvis man giver efter for kløen og kløer sig, kan kløen forværres, og der kan komme rifter og sår som udbrud af LP.

Kløe er især irriterende om natten, fordi det kan give søvnforstyrrelser og uønskede rifter og sår.

Det anbefales derfor at smøre med fede cremer og salver for at undgå, at huden tørrer ud, særligt i de perioder, hvor du holder pause med den lægeordinerede behandling (typisk Dermovat) for at forebygge nye udbrud, men også gerne som supplement til den lægeordinerede behandling for at hjælpe huden til hurtigere at komme sig efter et udbrud. 

Generelt om salver og cremer

Sørg for at huden ikke tørrer ud. Brug en fed salve eller creme til tør eller atopisk hud dagligt, så huden tilføres fugt og bevarer sin elasticitet. Dette hjælper dig til at holde huden smidig og forebygger kløe.

Vi har samlet navnene på de forskellige salver og cremer, som vores medlemmer har anbefalet, under tips om salver og cremer.

  • En fedtet salve er som regel bedre end en creme, da en creme typisk indeholder vand, som kan have en udtørrende virkning.
  • Smør oftere, når du er hårdt ramt af kløe, da det samtidig kan virke kølende og reducere kløen.
  • Sørg for at have salven eller cremen placeret på et bekvemt sted i dit hus, så du husker at smøre dagligt. Medbring også gerne en i din håndtaske.
  • Vagitorier (stikpiller til indføring i skeden) som Cicatridina, Repadina Plus, Replens, Vagifem og lignende er gode til at holde skedens bakterieflora intakt og give fugtighed til slimhinden.

Cykling og svømning

  • Smør oftere, når du er fysisk aktiv. F.eks. kan svømning, cykling og ridning give mere kløe.
  • Brug en sadel med gelepude. Hvis gelepuden kan tages ud, kan du lægge den i køleskabet eller fryseren for at få en kølende effekt under brug. 
  • Ved svømning i klorvand eller havvand kan huden blive ekstra tør. Smør derfor både før og efter svømning i havvand. Klor er udviklet til at fjerne fremmedelementer, så her giver det ikke mening, at smøre før svømning i klorvand. Kloren vil blot nedbryde cremen/salven, så huden bliver endnu mere udsat. Smør i stedet efter svømning i klorvand. 
  • Yderligere smøring kan også være tilrådeligt ved ophold i sauna. 

Akut lindring af kløe

  • Det kan lette kløen at sætte sig i hugsiddende stilling med bruseren på koldt vand. Dette virker kølende og kan få huden til at slappe af. Koldt vand affedter huden mindre end varmt vand og lader det beskyttende hudlag intakt.
  • Du kan også bruge en kold ispose (altid omviklet med en klud) eller en kold sodavandsdåse eller øldåse til at køle området. Placer aldrig en kold ispose eller dåse direkte på den bare hud, da det kan skade huden.
  • Brug en lokalbedøvende gel som f.eks. Xylocain ved særlig udtalt kløe.
  • Nogle oplever lindring af kløe ved brug af antihistamin (f.eks. Mildin).

Toiletbesøg og intim hygiejne

  • Brug blødt toiletpapir (f.eks. ”Bløde Baner” fra Fakta eller Lambi 3-lags ruller) og undgå at tørre dig for hårdt.
  • Har du rifter og sår, kan du bruge Pibella Travel (se www.apodanwebshop.dk), så du undgår at ramme rifter og sår ved vandladning.
  • Skyld dig med koldt og rent vand efter hvert toiletbesøg eller brug BagBath vådservietter, der er specielt udviklet til skånsom, personlig pleje (se www.apodanwebshop.dk).
  • Undgå sæbe i området. Brug gerne Ceridal badeolie i stedet, da den ikke indeholder vand eller parfume.
  • Barbering af kønsbehåring kan give yderligere kløe/irritation. Det er bedre for huden at bruge en saks eller trimmer.
  • Trusseindlæg kan irritere, så brug en silikonekop ved menstruation (se www.mooncup.co.uk) i stedet for bind og tamponer. Det er mindre belastende for huden.

Beklædning

  • Tag pyjamasbukser på om natten, så du forhindres i at kløe dig i søvne.
  • Hvis du stadig kløer dig i søvne, kan du prøve at sove med et par tynde bomuldshandsker på, så du ikke så let kan kløe.
  • Brug tøj af naturlige materialer som linned, silke eller bomuld, eller en kombination heraf. Viskose og svedtransporterende stoffer kan også anbefales, da disse ofte er lavet af bomuld og/eller cellulose.
  • Undgå stramtsiddende tøj, da det giver mere friktion og derfor kan give mere kløe/irritation.
  • Brug undertøj uden for mange sømme, da sømmene giver mere friktion og derfor kan give mere kløe/irritation.
  • Undgå vaskemidler med parfume (brug f.eks. neutral).

Partners hjælp

  • Bed din partner om at gribe ind, hvis han vågner ved, at du kløer dig om natten.
  • Undgå samleje ved særlig udtalt kløe, da det kan give mere kløe/irritation.

Kost

  • Spis sundt.
  • Undgå raffineret sukker.
  • Mange har glæde af at tage et dagligt tilskud af Longo Vital multivitamin classic. 
  • Tilskud af D-vitamin anbefales (mange med autoimmune sygdomme har lavt D-vitamin niveau).
  • For at styrke immunforsvaret anbefaler Aage Winther en vitaminkur med C-vitamin i pulverform (syreneutralt), multivitamin samt ekstra E-vitamin, D-vitamin og Omega3 fiskeolie. Det er især gældende i behandlingsperioden.
  • Suppler gerne med mælkesyrebakterier for at sikre en god tarmflora og dermed oparbejde et godt immunforsvar.

Mentalt

  • Undgå stress, da stress synes at udløse attacks eller forværre symptomerne. Brug f.eks. meditation eller mindfulness øvelser for at afhjælpe stress, eller gør noget godt for dig selv, der virker afslappende og kan aflede tankerne.

Husk

  • Gå til kontrol min. 1 gang årligt.
  • Kontakt din behandler ved vedvarende kløe, eller hvis du får rifter eller sår, som ikke vil hele trods behandling.